De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011. Del 5.

Mandag morgen var så dagen hvor Jens-Otto og jeg vinkede farvel til Geert og Heino. Jens-Otto og jeg ville bruge dagen på, at køre lidt rundt på må og få, med Loreley klippen ved Rhinen, som det eneste faste punkt. Ellers skulle dagen bare stå på bjerge, vinmarker, bindingsværksbyer og hvad der ellers er af trivialiteter på de kanter. Vi startede ud, godt mætte efter den igen fantastiske morgenmad, med retning mod Cochem ved Moselfloden som vi krydsede, og fulgte lidt nordpå, langs den østlige flodbred.

Vinbjerge ved Mosel

Sluseanlæg på Moselfloden.

Flod pram på Mosel.

I Alken, altså ikke den ved Skanderborg, drejede vi af L207, der går stejlt op i nogle snævre hårnålesving, indtil man kommer op på Hunsrück højderyggen. På højderyggen får man virkelig følelsen af de store vidder, hvor man nærmest skuer hen over Rhindalen, som den nærmest ikke var eksisterende. Vi fulgte derefter Hunsrückhöhenstrasse ned til Emmelshausen, hvor vi drejede mod L213 ”Rheingoldstrasse”, som vi fulgt ned til St Goar ved Rhinen. 

Jens-Otto på toppen.

ST Goar, her skal vi ned og til højre.

Vinmark.

Uanset hvor man kigger hen, er udsigten storslået.

På vejen derned var vi godt nok nød til at holde ind, for at suge udsigten ind, og kigge lidt på nogle vinmarker. I udkanten af St Goar, indtog vi vores frokost på Hotel Keutmann, med udsigt til Loreleyklippen, hvor adskillige skibe er forliste, da søfolkene er blevet draget af sirenernes sang. Uanset om man er til smukke udsigter, eller bare en lille smule TT´r (TogTosse), så er det et godt sted til en pause, da der livlig trafik på jernbanen på begge sider af floden.

Herligt sted for en togtosse.

Loreley klippen

Flodpramme kæmper strømmen ved Loreley.

Efter frokost styrede vi igen mod vest, over til Mosel, som vi ramte ved Kaimt Mosel. Vi fulgte så langs Mosel ned til Trier, hvor man blandt andet kommer gennem Piesport som jo er kendt for deres ganske udmærkede hvidvine. Da dagen jo begyndte at gå på hæld, valgt vi at vende næsen ”hjem” til Ahrdorf, vi snød lidt og tog motorvejen op til afkørslen mod Manderscheid, hvor man på vej ind i byen, kører lidt i serpentiner rundt om en borgruin. Fra Manderscheid stak vi kursen i retning af Müllenbach for, at få de ualmindeligt fede sving, med super belægning, som vi efterhånden kender så godt, op mod det store vejkryds, et par kilometer vest for Ringen. Så var det bare at luske de sidste 16 km. hjem. Det var så blevet en lille rundtur på 400 km., helt uden at køre forkert, hvad der jo er umuligt når man ikke har valgt en bestemt rute, eller lader sig diktere af en GPS, men kun har et Michelin kort, så man engang imellem kan finde ud af, hvor man er henne i verden. En rigtig god måde, at fordrive en dag på, sammen med en god gammel ven. Og Jens-Otto´s Fazer havde stadig to sidespejle. Aftensmaden blev igen indtaget på Weisses Haus, hvor vi jo efterhånden også kender værtsparret ganske godt. Et par god nat øl hjemme i huset, og så godnat, da vi ville køre hjem i et hug tirsdag, hvad der jo betød ca. 800 km på motorvej, knap så spændende, som de dejlige snoede veje vi havde tilbragt mandagen på. Men vi skulle jo hjem, da Jens-Otto skulle have det store eftersyn om onsdagen, hvor han heldigvis fik at vide, at hans sygdom, ikke var vendt tilbage.

Tirsdag morgen var det så tid for hjemrejse, et solidt morgen foder, og pakket cyklerne. Mens Jens-Otto pakker færdig, går jeg lige og tusser lidt rundt i huset, bare lige et sidste tjek på om man nu har fået det hele med, og lige indstille sig på, at der er helt år til vi er tilbage igen. Pludselig kommer der et skrig fra Melanie: Jan Jan komm schnell, was mit Jens-Otto ist passiert.  To spring, og jeg er ude i gården, og frygter det værste, da jeg ser Jens-Otto og Fazer´n viklet ind i hinanden. Ord som slagtilfælde ryger gennem hovedet på mig, heldigvis er det ikke så slemt, med de nærmest overnaturlige kræfter Jens-Otto åbenbart besidder, havde han fået rykket Fazer´n om på siden, da han strammede en Holdfast rem noget stramt, for stramt åbenbart. Heldigvis var han uskadt, men Fazer´n var blevet et kilos penge lettere, og et højre spejl smallere. Nå men fik samlet mand og cykel op, og fik taget en hjertelig afsked med Melanie, og så kan vi jo så glæde os til næste års gensyn. Vejrudsigten lovede dårligt vejr fra Nord, så ud på A1, og op på den store klinge for at nå så langt så muligt inden det dårlige vejr kom, der var bemærkelsesværdig lidt trafik, så vi kunne holde 160 til 180 i timen. Det lykkedes, at nå forbi Hamburg inden regnen kom, men så kom den da godt nok helt vildt, sammen med kraftig blæst. Lige over grænsen, var vi lige en smut forbi Bent, der plejer at være med, men som havde valgt at springe over i år. Og hvis han ikke selv havde valgt det, så var der en Audi, der først på sommeren havde bestemt, at TDM’n, ikke skulle køre mere, og Bent skulle være sygemeldt et stykke tid, surt, men kunne være gået meget værre end det gjorde. Efter en kop kaffe, kastede vi os ud i regnen igen, som bare blev kraftigere. Oppe ved Skanderborg Nord vinkede vi farvel, og jeg drejede af mod Hørning, hjem til konen og børnene. Ikke så ringe med sådan en kone, der har forståelse for, man har brug for at komme af sted med gutterne.    

På vej hjem.

Fazer med et sidespejl.

Kaffepause hos Bent, normalt også en af de fantastiske.

De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011. Del 4.

Søndag morgen, hvordan Melanie fik lavet det sædvanlige overdådige morgenbord, og havde fået lagt fuld krigsmaling, efter den tilstand hun var i lørdag aften er uden for min fatteevne. Jeg havde ikke magtet det, i øvrigt også sjældent jeg ligger fuld krigsmaling.

Nå men, vi så frem til en dag med noget godt ras, så af sted det gik mod banen i vejr der var bedre end lovet. Vi fik os bænket på tribunen i god tid inden det første Superbike løb, som blev vundet i flot stil af Carlos Checca, foran Malandri og Nitro Nori Haga, som åbenbart havde fundet formen sidst på sæsonen. Den regerende mester Max Biaggi var ikke til start efter, at være blevet skadet ved et styrt under træningen.

Kong Carlos tager første løb fra spids

Så nemt kan det gøres.

Så var det tid til Super sport 600, hvor vi jo håbede på et godt resultat fra Robin Harms. Robin var godt med fra start, og sloges længe med fabriks Kawaerne, og den ene Ten Kate Honda om syvende pladsen, men ak og, Robins uhelds stime fortsatte, få omgange før mål var han væk, ramt af defekt æv. Den knægt fortjener nu snart lidt held, for farten er der, ingen tvivl om det. Løbet blev vundet af Chaz Davies som siden også endte som vinder af WM titlen.   

Starten på Super Sport

Inden det andet Superbike løb, blev der kørt Rookie løb på Baby Ninjaer, og man må jo nok sige at knægtene gik til stålet, bla. Med styrfletning ned af langsiden, hvor en af knægtene blev rykket af cyklen, men op på hesten igen, på trods af at venstre fodhviler var knækket af.

Så kom regnen i lårtykke stråler, så starten blev rykket lidt, for at give mulighed for få regnhjul på og ændret lidt på set uppet. Endelig gik starten, det lignede nærmest et vandscooter løb, hvor Nitro Nori rykkede af sted i et fuldstændigt sindssygt tempo hvor han bare øgede omgang efter omgang, men efter 12 omgange var det slut for Nitro der mætte af på den glatte bane. Han var langt fra den eneste der måtte af bla. Måtte Haslam, Toseland af og Jonathan Rea måtte af to gange, og endte alligevel som nr. fire. Løbet blev flaget af efter 13 omgange, da der simpelt hen var for glat. På det tidspunkt var Tom Sykes på Kawasaki i spidsen, og gav Kawa deres første sejr i flere år.

Starten på speedbåds racet

Efter løbet gik vi over i arkaden med boder, i håb om det ville tørre lidt op, inden vi skulle tilbage til sommerhuset. Sørme om vejrguderne ikke var med os, da vi kom ud igen. Blå himmel og veje der tørrede op. Tilbage i Ahrdorf blev der klaget over, at man blev helt skæv af, at køre bag Geert og hans Honda. Benzinen nærmest tapløb af Hondaen, men jeg havde heldigvis været så forudsende at tage værktøj med, når der nu skulle en Honda med. Nå men det var kun en benzinslange der var revnet, men så tæt på hane, at den kunne kortes op. Aftenen blev tilbragt på Weisses Haus i Ahrdorf, som et kuriosum kan nævnes, at på for pladsen er der en piedestal med en Suzuki GT 380 på toppen, projektør belyst om aftenen forstås. Sidste aften vi var samlet, da Heino og Geert skulle hjem mandag morgen, hvor Jens-Otto og jeg ville køre lidt rundt i området i stedet.  

GT 380 højt på piedestal

Fortsættes.

De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011. Del 3.

Lørdag morgen, op til Melanie´s, ja sådan hedder Frau Weber i daglig tale, sædvanlige fuldstændigt overdådige morgenbord, det stikker simpelt hen alt hvad jeg har oplevet andre steder, i en sand mangfoldighed af brød, ost, pålæg, hjemmelavede marmelader og frisk frugt, alt i en super kvalitet. Inden vi tog på Nürburgring fik vi lige at vide det med aftensmad skulle vi ikke bekymre os om, hvis vi var klar på en gang suppe når vi kom hjem, og bagefter var vi velkomne til landsby festen, og der skal man passe på, hvis man skal op dagen efter.

Nå men vi var jo taget af sted for at se noget motorløb, så en lille tur på 18 km. til banen, af den skønneste let snoede vej, som vi efterhånden kender så godt og vi var fremme. Vi havde i år biletter til Mercedes tribunen, hvorfra man kan se en god del af banen. I år var der inkluderet adgang til ryttergården, så ingen tvivl om vi skulle over at snuse lidt. Det ville vi gøre mellem tidtagningen til Stock 600 og Superpolen i Superbike.

I den fri træning til Super Sport 600, hvad ser vi så på storskærmen, en kører i grønt læder og rød hjelm går væk fra banen. Ja det var nr. 127 Robin Harms der var røget af, han så ellers ud til at have godt drev i Hondaen indtil da. I Stock 600 var der rigtig gode takter fra Alex Schacht der længe holdt polen, men til sidst endte som femmer, hvad der jo var rigtig flot kørt af den unge dansker.

Alex Schacht (til venstre på billedet ) og Høgfeldten.

Pirelli havde taget lidt dæk med.

Et kig ned gennem ryttergården.

Nå men vi luskede over i ryttergården, hvor man egentligt kunne bevæge sig temmelig frit, Pitlane var dog lukket område. Vi fandt Alex Scacht og ønskede ham tillykke med det fine kval. resultat, og ønskede ham held og lykke med løbet, som skulle køres sidst lørdag eftermiddag. Vi fik også en snak med Robin Harms, som mente det nok skulle gå, der skulle bare lige bygges en ny motorcykel op inden tidtagningen, så var han klar. Ellers tussede vi bare lidt rundt i ryttergården og kiggede lidt på grejer, motorcykler og Geert kiggede på nye Trunter. Et enkelt glimt af Kong Carlos fik vi også.

Kong Carlos

Robins lille kassebil.

Robin Harms.

Geert, nu med to Trunter.

Tilbage på tribunen kunne vi se Carlos Checa nappe Superpolen ude slinger i valsen.

I Super Sport 600 var veteranen Fabian Foret hurtigst, Robin Harms kvallede som nr. 12, ud af 33, nok mest skuffende for ham selv. Dagen på Ringen skulle så sluttes af med Stock 600, hvor vi jo havde store forventninger til Alex Schacht. Løbet blev vundet af Ten Kate junior køreren Michael Vd Mark, Alex Schacht sluttede som en flot nr. fire, to sekunder efter nr. tre. Alt i alt en god dag på banen. Og så hjem til suppen. 

Vel tilbage stod der en gryde suppe til os, samt nudler og brød. En kold øl mens suppen varmede gjorde godt oven på en lang dag. Vi var ikke kommet langt med suppen, da Christina stod der, med en øl med fire sugerør i til os, hun syntes at, nu var det på tiden vi bevægede os til festen. Vi lovede at dukke op så snart vi havde spist. Det har nu altid været lidt svært, og hoppe ind i en fest der har været i gang i flere timer, når man er ædru. Vi gjorde forsøget, men havde lidt problemer med at drikke øllet, i det tempo det blev serveret i, vel nærmest et positivt problem. Melanies mand Bruno, havde været med til at stille op, og køre fadøls anlægget ind, var kl. 20.00 i en sådan tilstand, at det nærmest kun var Geert. der kunne føre en samtale med ham, men Geert er heller ikke specielt god til tysk. Efter vel et par timer trak vi os tilbage, ellers kunne det nok løbe noget af sporet, og vi skulle jo gerne til motorløb dagen efter.

Fortsættes.

De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011. Del 2.

Fredag morgen, op til morgenmad kl. 08.00, et ualmindeligt uanstændigt tidligt tidspunkt efter Jens-Otto´s mening. Nå men morgenmaden blev indtaget uden forstyrrelser fra fru Kjærsgaards tyske slægtning. Cyklerne pakket og af sted det gik mod Porta Westfalica, hvor vi brød med landevejsprincippet for, at komme uden om Bielefeld. Det skal så siges at A2ern slynger sig i fine kurver i et godt kuperet terræn, og er ikke voldsomt trafikeret. Ved Rheda-Wiedenbrück drejede vi fra motorvejen igen og slog ind på Bundesstr. 55. som viste sig at være jævnt kedelig, men til gengæld tungt trafikeret, indtil Meschede hvor vejen blev dejlig snoet hele vejen til Olpe.  Undervejs skulle maverne fyldes, hvad der jo også er til i Tyskland.

Her i Kirschveischede kan man få fyldt maven

I Kirchveischede finder vi et hyggeligt sted, jeg vil lige tjekke mobilen for at se om der var nyt fra Heino og Geert, det var der ikke, men et ukendt nummer havde ringet nogle gange, kunne være vigtigt når man nu så ihærdigt forsøgte, at fat i mig, så jeg måtte hellere ringe tilbage. Det viste sig så, at være fra et større bilhus hvor jeg tidligere på året havde søgt job som pladesmed, de havde nu et job til mig som kunderådgiver i forbindelse med rustgarantisager hvis jeg var interesseret. Sikken en frokost pause, solen skinner, maden er dejlig, i selskab med en god gammel (på flere måder) ven og så bliver man tilbudt et nyt job.

Efter frokost videre mod Olpe, gennem hyggelige småbyer og smukke landskaber ad de herligste snoede veje, livet er skønt. Ved Olpe hopper vi på motorvejen mod Frankfurt for en kort bemærkning, for at komme ned til Bundesstr. 62 og 256 i retning af Neuwied og Koblenz. Stadig af skønne veje, dog virker det lidt som der var traktortræf på strækningen. På et tidspunkt kører vi nogle biler efter en traktor, som bliver fulgt af en aldrende Unimog lige efter. Glæden er stor da traktoren drejer fra, men ak Unimogen magter ikke at køre hurtigere end traktoren, men udstødningen ligner, at alle Ruhr områdets udslukte skorstene er samlet i et enkelt Unimog udstødnings rør. Føj for en stinker. Nå men i andet gear og fuld gas, endelig forbi. Ankommet nede ved Rihnen, så er det jo bare at stikke snuden mod Bonn, indtil der kommer et færgested, for floder skal jo som bekendt helst krydses med en færge. I Bad Hönningen finder vi en færgemand der kan bringe os sikkert over floden. Vi lander i Bad Bressig, triller lidt sydpå langs Rihnen indtil der kommer en vej mod Burgbrohl, hvor vi gør holdt på den gamle station for en kop kaffe og en Apfelstrudel med is. Hvis ikke der havde været sving før, så var de der næsten i overflod op mod Burgbrohl.

Færgefart over Rihnen, Jens-Otto holder skarpt udkig.

Så er vi næsten ovre på Vestbedden.

Den gamle station i Burgbrohl, nu cafe.

Vi mangler nu kun ca. 50 km. Inden vi er ”hjemme” hos Frau Weber, tjekker med Heino og Geert, der også drikker kaffe.  De mangler 100 km. mest motorvej, så vi vil være fremme nogenlunde samtidig. På vej hjem, kommer vi forbi Ringen, som jo egentlig er grundlaget for turen. Vi lander få minutter efter Heino og Geert, og bliver godt modtaget af Bruno Weber og kort efter dukker Melanie Weber også op. Gensynsglæden er stor, hurtigt bliver de første øl åbnet, og Melanie sætter diverse hjemmelavede snapse på bordet. Ikke nok med snapsene, i år havde hun også lavet aftensmad til os. Dejlige mennesker vi kender der. Vi får så lige indprentet, at lørdag aften er der byfest i landsbyen, og de forventer og ønsker vi deltager. Efter nogle øl, er det ind og se dyner, så vi kan være friske til, at se og møde nogle af stjernerne.

Så er vi på terrassen, med de første øl og noget lokalt hjemmebrændt.

Fortsættes.

De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011.

I år bestod De Fantastiske Fire af Geert, Heino, Jens-Otto og jeg selv Jan Høgfeldt.

Vi havde som sædvanlig booket huset hos Frau Weber, vi er nærmest derhenne, at vi skal melde afbud hvis ikke vi kommer til WM Superbike på Ringen. Vi havde i år delt os på ture derned da Jens-Otto havde været alvorligt syg siden efteråret 2010, og var først erklæret rask sidst her i foråret. Han var så lidt tvivlende på sin kondition var til at køre i et stræk. Han og jeg blev enige om at køre torsdag og så køre af motorvejen lige efter grænsen. Fredag efter middag skulle vi så mødes med Geert og Heino hos Frau Weber.

Torsdag morgen landede Jens-Otto i indkørslen på Fazer´n, på det tidspunkt stadig med to sidespejle. Vi vendte snuden mod syd, med lidt mørke skyer i ryggen. Efter grænsen satte vi kursen mod Husum, og videre ud til Eidersperrwerk som absolut er et besøg værd. Efter at være blevet blæst lidt igennem på dæmningen satte vi kursen mod Brunsbüttel af de mindste veje vi kunne finde.

Udsigt fra EiderSperrwerk.

Udsigt fra EiderSperrwerk.

Et eller andet sted, langt ude på landet, fandt vi en mindre cafe der serverede den prægtigste kålrabi suppe, som smagte meget bedre end det lyder. Godt mætte fortsatte vores tur mod Brunsbüttel, hvor vi kørte ud på omfartsvejen, som går over en højbro over Kielerkanalen, fantastisk udsigt. Nede fra broen var det ind på småvejene igen, forbi A-kraftværket Brockdorf, med kurs mod Glückstadt hvor færgen skulle bringe os sikkert over Elben til Wischhafen, den eneste rigtige måde at krydse Elben på. 

Den farlige færgefart over Elben.

De ualmindeligt modige flodkrydsere.

Fra Wischhafen ville vi køre mod Rotenburg og siden følge Weser floden mellem Verden og Porta Westfalica. Lettere sagt end gjort da der var utallige vejarbejder med spærrede veje og omkørsler, så en overgang viste vi ikke andet end vi var Tyskland, syd for Elben. Men hvad på MC og uden fast tidsplan kører man jo ikke forkert, bare en anden vej. Nå men det lykkedes, at finde Weser og vejen sydpå, og efterhånden var tiden vel også blevet så fremskreden, at vi skulle have fundet et passende overnatningssted, som blev på et fornuftigt hotel i en flække på Bundesstrasse 215.

Vi fik os indlogeret, og fik serveret et par schnitzler i hotellets restaurant. Bedst som vi sidder og nyder maden, får Jens-Otto maden i den gale hals, og ser ud som han har set et spøgelse, eller det der er værre. Han får fremstammet noget om Pia Kjærsgaard, hvad der jo egentlig også var værre end et spøgelse. Det viser sig han har set et kvindemenneske passere på fortovet, udenfor vinduet, hvor vi sidder og spiser, der havde en slående lighed med Pia K. Da hun kommer ind i restauranten, kan vi jo så godt se at det ikke er Pia, men ligheden var slående. Kan være Pia har nær familie uden for Danmark, som skal holdes hemmelig, derfor den øgede grænsekontrol!! Ja grimme tanker man kan få.

Fortsættes

Så er vi snart klar til ny sæson.

Efter montering af LSL Crash Pads, som der forhåbentligt ikke bliver brug for, så nu mangler der  kun et nyt bagdæk, som bliver bestilt i morgen.

LSL Crash pad i venstre side.

 Læg mærke til den matchende farve.

Højre side.

Nu vil vi have forår og tørre veje.

Da der blev kørt F1

Lidt til smilebåndet

Lidt fra vognparken:

 

Min antikvariske og hårdt prøvede Celica, med et ligeså antikvarisk Schöler chassis, skal standers og være med i et par JF Open løb i løbet af foråret.

Skulle Celicaen have en vask inden start?

Ville det ikke ødelægge patinaen. 

Jeff Gordon Chevy Nascar, klar til rollout test på onsdag. Har været ca. et år undervejs, mangler nu kun fælgindsatse. Er bygget efter tysk reglement på et Dieter Jens chassis.

Nyeste erhvervelse, en Slot It Alfa 33/3, vi har godt nok ingen klasse til den i klubben, men den er så smuk, at man må eje den.

Volksrennstall E. Honeckers vognpark til den Hemmelige Liga, Hilmann Imp´en i forgrunden køres sædvanligvis af den unge Østtysker, fra Karl-Marxstadt: Gustav Reiner Wahnsinn. Alfa Romeoen køres af Cubaneren Fidell Cigarillos. Det skal siges, at begge vogne selvfølgelig er udstyrede med Wartburg totakts motorer, med skønne ekspansionsudstødninger. Begge biler stammer fra White Point som desværre er under afvikling.

  .