De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011. Del 2.

Fredag morgen, op til morgenmad kl. 08.00, et ualmindeligt uanstændigt tidligt tidspunkt efter Jens-Otto´s mening. Nå men morgenmaden blev indtaget uden forstyrrelser fra fru Kjærsgaards tyske slægtning. Cyklerne pakket og af sted det gik mod Porta Westfalica, hvor vi brød med landevejsprincippet for, at komme uden om Bielefeld. Det skal så siges at A2ern slynger sig i fine kurver i et godt kuperet terræn, og er ikke voldsomt trafikeret. Ved Rheda-Wiedenbrück drejede vi fra motorvejen igen og slog ind på Bundesstr. 55. som viste sig at være jævnt kedelig, men til gengæld tungt trafikeret, indtil Meschede hvor vejen blev dejlig snoet hele vejen til Olpe.  Undervejs skulle maverne fyldes, hvad der jo også er til i Tyskland.

Her i Kirschveischede kan man få fyldt maven

I Kirchveischede finder vi et hyggeligt sted, jeg vil lige tjekke mobilen for at se om der var nyt fra Heino og Geert, det var der ikke, men et ukendt nummer havde ringet nogle gange, kunne være vigtigt når man nu så ihærdigt forsøgte, at fat i mig, så jeg måtte hellere ringe tilbage. Det viste sig så, at være fra et større bilhus hvor jeg tidligere på året havde søgt job som pladesmed, de havde nu et job til mig som kunderådgiver i forbindelse med rustgarantisager hvis jeg var interesseret. Sikken en frokost pause, solen skinner, maden er dejlig, i selskab med en god gammel (på flere måder) ven og så bliver man tilbudt et nyt job.

Efter frokost videre mod Olpe, gennem hyggelige småbyer og smukke landskaber ad de herligste snoede veje, livet er skønt. Ved Olpe hopper vi på motorvejen mod Frankfurt for en kort bemærkning, for at komme ned til Bundesstr. 62 og 256 i retning af Neuwied og Koblenz. Stadig af skønne veje, dog virker det lidt som der var traktortræf på strækningen. På et tidspunkt kører vi nogle biler efter en traktor, som bliver fulgt af en aldrende Unimog lige efter. Glæden er stor da traktoren drejer fra, men ak Unimogen magter ikke at køre hurtigere end traktoren, men udstødningen ligner, at alle Ruhr områdets udslukte skorstene er samlet i et enkelt Unimog udstødnings rør. Føj for en stinker. Nå men i andet gear og fuld gas, endelig forbi. Ankommet nede ved Rihnen, så er det jo bare at stikke snuden mod Bonn, indtil der kommer et færgested, for floder skal jo som bekendt helst krydses med en færge. I Bad Hönningen finder vi en færgemand der kan bringe os sikkert over floden. Vi lander i Bad Bressig, triller lidt sydpå langs Rihnen indtil der kommer en vej mod Burgbrohl, hvor vi gør holdt på den gamle station for en kop kaffe og en Apfelstrudel med is. Hvis ikke der havde været sving før, så var de der næsten i overflod op mod Burgbrohl.

Færgefart over Rihnen, Jens-Otto holder skarpt udkig.

Så er vi næsten ovre på Vestbedden.

Den gamle station i Burgbrohl, nu cafe.

Vi mangler nu kun ca. 50 km. Inden vi er ”hjemme” hos Frau Weber, tjekker med Heino og Geert, der også drikker kaffe.  De mangler 100 km. mest motorvej, så vi vil være fremme nogenlunde samtidig. På vej hjem, kommer vi forbi Ringen, som jo egentlig er grundlaget for turen. Vi lander få minutter efter Heino og Geert, og bliver godt modtaget af Bruno Weber og kort efter dukker Melanie Weber også op. Gensynsglæden er stor, hurtigt bliver de første øl åbnet, og Melanie sætter diverse hjemmelavede snapse på bordet. Ikke nok med snapsene, i år havde hun også lavet aftensmad til os. Dejlige mennesker vi kender der. Vi får så lige indprentet, at lørdag aften er der byfest i landsbyen, og de forventer og ønsker vi deltager. Efter nogle øl, er det ind og se dyner, så vi kan være friske til, at se og møde nogle af stjernerne.

Så er vi på terrassen, med de første øl og noget lokalt hjemmebrændt.

Fortsættes.