De Fantastiske Fire´s Nürburgring Tour 2011. Del 5.

Mandag morgen var så dagen hvor Jens-Otto og jeg vinkede farvel til Geert og Heino. Jens-Otto og jeg ville bruge dagen på, at køre lidt rundt på må og få, med Loreley klippen ved Rhinen, som det eneste faste punkt. Ellers skulle dagen bare stå på bjerge, vinmarker, bindingsværksbyer og hvad der ellers er af trivialiteter på de kanter. Vi startede ud, godt mætte efter den igen fantastiske morgenmad, med retning mod Cochem ved Moselfloden som vi krydsede, og fulgte lidt nordpå, langs den østlige flodbred.

Vinbjerge ved Mosel

Sluseanlæg på Moselfloden.

Flod pram på Mosel.

I Alken, altså ikke den ved Skanderborg, drejede vi af L207, der går stejlt op i nogle snævre hårnålesving, indtil man kommer op på Hunsrück højderyggen. På højderyggen får man virkelig følelsen af de store vidder, hvor man nærmest skuer hen over Rhindalen, som den nærmest ikke var eksisterende. Vi fulgte derefter Hunsrückhöhenstrasse ned til Emmelshausen, hvor vi drejede mod L213 ”Rheingoldstrasse”, som vi fulgt ned til St Goar ved Rhinen. 

Jens-Otto på toppen.

ST Goar, her skal vi ned og til højre.

Vinmark.

Uanset hvor man kigger hen, er udsigten storslået.

På vejen derned var vi godt nok nød til at holde ind, for at suge udsigten ind, og kigge lidt på nogle vinmarker. I udkanten af St Goar, indtog vi vores frokost på Hotel Keutmann, med udsigt til Loreleyklippen, hvor adskillige skibe er forliste, da søfolkene er blevet draget af sirenernes sang. Uanset om man er til smukke udsigter, eller bare en lille smule TT´r (TogTosse), så er det et godt sted til en pause, da der livlig trafik på jernbanen på begge sider af floden.

Herligt sted for en togtosse.

Loreley klippen

Flodpramme kæmper strømmen ved Loreley.

Efter frokost styrede vi igen mod vest, over til Mosel, som vi ramte ved Kaimt Mosel. Vi fulgte så langs Mosel ned til Trier, hvor man blandt andet kommer gennem Piesport som jo er kendt for deres ganske udmærkede hvidvine. Da dagen jo begyndte at gå på hæld, valgt vi at vende næsen ”hjem” til Ahrdorf, vi snød lidt og tog motorvejen op til afkørslen mod Manderscheid, hvor man på vej ind i byen, kører lidt i serpentiner rundt om en borgruin. Fra Manderscheid stak vi kursen i retning af Müllenbach for, at få de ualmindeligt fede sving, med super belægning, som vi efterhånden kender så godt, op mod det store vejkryds, et par kilometer vest for Ringen. Så var det bare at luske de sidste 16 km. hjem. Det var så blevet en lille rundtur på 400 km., helt uden at køre forkert, hvad der jo er umuligt når man ikke har valgt en bestemt rute, eller lader sig diktere af en GPS, men kun har et Michelin kort, så man engang imellem kan finde ud af, hvor man er henne i verden. En rigtig god måde, at fordrive en dag på, sammen med en god gammel ven. Og Jens-Otto´s Fazer havde stadig to sidespejle. Aftensmaden blev igen indtaget på Weisses Haus, hvor vi jo efterhånden også kender værtsparret ganske godt. Et par god nat øl hjemme i huset, og så godnat, da vi ville køre hjem i et hug tirsdag, hvad der jo betød ca. 800 km på motorvej, knap så spændende, som de dejlige snoede veje vi havde tilbragt mandagen på. Men vi skulle jo hjem, da Jens-Otto skulle have det store eftersyn om onsdagen, hvor han heldigvis fik at vide, at hans sygdom, ikke var vendt tilbage.

Tirsdag morgen var det så tid for hjemrejse, et solidt morgen foder, og pakket cyklerne. Mens Jens-Otto pakker færdig, går jeg lige og tusser lidt rundt i huset, bare lige et sidste tjek på om man nu har fået det hele med, og lige indstille sig på, at der er helt år til vi er tilbage igen. Pludselig kommer der et skrig fra Melanie: Jan Jan komm schnell, was mit Jens-Otto ist passiert.  To spring, og jeg er ude i gården, og frygter det værste, da jeg ser Jens-Otto og Fazer´n viklet ind i hinanden. Ord som slagtilfælde ryger gennem hovedet på mig, heldigvis er det ikke så slemt, med de nærmest overnaturlige kræfter Jens-Otto åbenbart besidder, havde han fået rykket Fazer´n om på siden, da han strammede en Holdfast rem noget stramt, for stramt åbenbart. Heldigvis var han uskadt, men Fazer´n var blevet et kilos penge lettere, og et højre spejl smallere. Nå men fik samlet mand og cykel op, og fik taget en hjertelig afsked med Melanie, og så kan vi jo så glæde os til næste års gensyn. Vejrudsigten lovede dårligt vejr fra Nord, så ud på A1, og op på den store klinge for at nå så langt så muligt inden det dårlige vejr kom, der var bemærkelsesværdig lidt trafik, så vi kunne holde 160 til 180 i timen. Det lykkedes, at nå forbi Hamburg inden regnen kom, men så kom den da godt nok helt vildt, sammen med kraftig blæst. Lige over grænsen, var vi lige en smut forbi Bent, der plejer at være med, men som havde valgt at springe over i år. Og hvis han ikke selv havde valgt det, så var der en Audi, der først på sommeren havde bestemt, at TDM’n, ikke skulle køre mere, og Bent skulle være sygemeldt et stykke tid, surt, men kunne være gået meget værre end det gjorde. Efter en kop kaffe, kastede vi os ud i regnen igen, som bare blev kraftigere. Oppe ved Skanderborg Nord vinkede vi farvel, og jeg drejede af mod Hørning, hjem til konen og børnene. Ikke så ringe med sådan en kone, der har forståelse for, man har brug for at komme af sted med gutterne.    

På vej hjem.

Fazer med et sidespejl.

Kaffepause hos Bent, normalt også en af de fantastiske.